Tips og gode råd - drikkevand
Få gode råd om dit drikkevand, vandtryk, frostskader og andet
Få gode råd om dit drikkevand, vandtryk, frostskader og andet
Det er dit ansvar som vandkunde at holde øje med, at dine vandinstallationer er tætte, så du ikke skal betale for et vandforbrug, der siver ud gennem utætheder i systemet.
Det kan være nemt at holde øje med, når det gælder vandhaner, der drypper. Dog kan det være noget sværere at opdage, hvis vandspildet skyldes brud på et rør, der ligger under jorden.
Hvis du vil undgå store ekstraregninger på grund af utætte installationer, anbefaler vi, at du holder øje med din vandmåler månedligt.
Aflæs vandmåleren ofte og før kontrolkort, så unormale udsving opdages i tide.
Hvis du har mistanke om en utæthed i dine vandinstallationer, kan du følge nogle enkelte råd:
Hvis hjulet eller viseren på vandmåleren bevæger sig, når der ikke bruges vand i ejendommen, er det et tegn på, at der kan være en utæthed i vandinstallationen.
Har du mistanke om en utæthed i dine vandinstallationer eller på din grund indenfor skel, skal du kontakte et autoriseret VVS-firma.
Det er kun Samn Forsyning og et autoriseret VVS-firma, som må lukke for stophanen til ejendommens forsyning.
Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du opdager en utæthed i vandinstallationerne, og undersøg om din rørskadeforsikring dækker omkostningerne til udbedring af skaden.
Hvis du har haft et sprunget vandrør og et stort vandforbrug, vil vi gerne have besked.
Kravet til vandtrykket i standardregulativet siger, at vandforsyningen til enhver tid skal tilstræbe at opretholde tilfredsstillende forsyningsforhold og et vandtryk, der gør almindeligt vandforbrug muligt i samtlige tilsluttede ejendomme. Vandforsyningen har dog ingen pligt til at opretholde noget mindstetryk i forsyningsledningen ud for de enkelte ejendomme.